Sankt Hans tale 2021

Ingen Sankt Hans uden bål og båltale – heldigvis!

Tusind tak til Skolekredsen og Spejderne i Astrup for endnu engang at skabe rammerne om en fantastisk Sankt Hans. 😃

Årets tale kan læses herunder.

Venlige hilsner

Michael


Godaften alle sammen. Først og fremmest: Tusind tak for invitationen til i aften. Hvor er det skønt, at vi igen må samles om noget, der ikke kun foregår hjemme foran fjernsynet. For uanset hvor meget mange af os end har nydt det forgangne år når Philip Faber tonede frem på skærmen, eller nyder det disse dage, når der er foldbold, så er det intet mod at mødes fysisk; at være sammen om noget ansigt til ansigt.

Nogle af os tror på hekse. Nogle af os tror på historierne om Johannes Døberen, som aftenen i aften har navn efter. Nogle af os er fuldstændigt ligeglade med hvorfor vi mødes; bare vi mødes og er fælles om noget.

I aften samles vi omkring bålet. Ild har altid haft en dragende effekt på os mennesker. Og traditionen med at samles til bål her ved midsommertid ligger da også utallige generationer tilbage.

Jeg kan huske Sankt Hans aften fra da jeg selv var barn. Vi var med familien altid samlet i Fjelsted ikke langt her fra, i en del af skoven der altid bare blev kaldt Amerika. Det var en herlig tid. De gamle og gråhårede grillede, og os børn vi spillede rundbold. Og når bålet var blevet tændt, så var der snobrød til alle.

Siden da er der sket meget. Nogle af os er vist blevet en smule ældre. Ja, os der dengang var børn, er nu blevet en del af de gamle og gråhårede. Især hvis man spørger dem, der i dag er børn.

Men vi samledes om bålet, og heksen blev brændt af og sendt afsted mod Bloksbjerg.

Sådan overdragede vores forældre deres traditioner til os, ligesom vi overdrager dem til næste generation. På visse punkter er det dejligt, at børn er så lærenemme. Det os voksne gør, sætter sig nemt i dem. Både bevist og ubevidst.

Vores gode vaner og dyder giver vi videre – ligesom vi nemt kommer til at give vores skavanker og dårlige vaner videre.

Det der med at brænde rigtige hekse og trolde af på bålet, det ligger heldigvis forud for vores tid. Det er heldigvis ikke alt, der hænger ved fra generation til generation. Der var vist nogle, der tilbage i 1600-tallet stoppede op og tænkte; det der med at brænde hekse på et bål, det er da vist ikke den allermest smarte ting at gøre.

Mon vi selv engang imellem husker at stoppe op og tænker over, om den adfærd vi har, er noget vi gerne vil give videre til andre?

Et sted det nok ikke ville være så dumt lige at trække vejret engang imellem er på de sociale medier som for eksempel Facebook. I overført betydning kan det engang imellem nemt føles som om, at vi stadig udpeger hinanden som hekse og troldmænd og brænder hinanden på bålet – i hvert fald med glødende ord og gloser.

Jeg skal gerne indrømme, at der da også kan ryge en finke af panden hos mig selv.

Når man engagerer sig i en sag, så glemmer man tit at huske på, at der også skal være plads til andre.

Plads til andres holdninger og andres meninger.

Plads til både at være enige og til at være uenige.

Ja, det betyder jo så også, at der skal være plads til både blå og røde politikere, eller hvilken farve sådan nogle som os nu går og stempler os selv med.

Nu ér det jo valgår, men jeg vil forsøge at passe på med at udråbe den ene side som de gode og den anden som de knap så gode – i stedet vil jeg bare holde fast i, at det er skønt, at vi lever i en del af verden, hvor der er plads til begge dele.

Plads til at have forskellige meninger om, hvordan vi giver den bedste verden videre til vores børn.

For i de fleste udfordringer her i livet, er der nu engang argumenter for både den ene og den anden løsning – og hånden på hjertet; der ér ikke nogen af os, der er så kloge, at vi har det rigtige svar på alt.

Så det gør nok ikke noget, at stoppe op engang imellem.

Det gør nok ikke noget, hvis vi engang imellem stopper op og forsøger at være tavse. Uanset hvor svært det end måtte være, så engang imellem holde vores mund, så vi bedre kan høre dem, der fortjener at blive hørt. Det er trods alt ikke altid dem, der råber højst.

Det gør nok heller ikke noget, hvis vi forsøger at være forsigtige med at dømme andre. Jeg tror, vi alle har prøvet at have en lidt dårlig start på dagen, og derfor måske er lidt mere nærtagende end andre dage. Sådan har andre det også, så hvis nogen siger eller gør noget, som du ikke er helt enig i, så er det ikke nødvendigvis en personlig fornærmelse rettet mod dig. Det er blot udtryk for, at de ligesom dig og mig er mennesker.

Det gør nok ikke noget, hvis vi forsøger at være lidt mådeholdne her i livet. Der er nok til pølser os alle, og det bliver altså lidt sjovere, hvis vi husker at være fælles om dem.

Og det gør nok ikke noget, hvis vi engang imellem husker på historien om den barmhjertige samaritaner. At vi forsøger at række ud til dem i nød, og forsøger at rette op på uret.

Uanset om vi tror på hekse og trolde. Uanset om vi tror på historierne om Johannes Døberen og hans fætter Jesus, så lad os tro på det gode i hinanden – og lad os forsøge at frembringe det i hinanden, så det er dét vi givere videre fra generation til generation.

Hver især har vi nemlig evnen til at få hinanden til at smile. Lad os om lidt mødes i et kæmpe smil, når vi sammen skal synge Holger Drachmanns smukke Midsommervise.

Og lad os se, om ikke vi kan brøle næsten ligeså højt, som når Mæhle scorer mod Rusland.

Tusind tak fordi jeg måtte komme i aften. Tusind tak til jer ildsjæle der endnu engang har knoklet for at skabe rammerne om en fantastisk Sankt Hans. Og tusind tak for ordet.

Grundlovsdags 2021: Hvornår er man dansk?

Flæskesteg, frikadeller og rugbrød. Mon ikke det kræver andet og mere end glæden ved det, for at kunne kalde sig dansk?

Danmark er et af de eneste lande, der ikke har en officiel nationaldag, hvor vi kunne fejre det særligt danske. Mange af os vælger derfor at se Grundlovsdag, som Danmarks nationaldag – og Grundlovsdag er derfor også altid en god lejlighed til at rette fokus mod det, der samler os som folk.

Tilbage i 2015 havde jeg fornøjelsen af, sammen med min gode bekendte; Peter Duetoft, at lave et Integrationsprojekt for aftenhøjskolen FOF. Integrationsprojekt er nok så meget sagt, for målgruppen for vores lille undervisningsforløb var en gruppe af de mange spontane asylansøgere, der var kommet hertil i 2015 – og er man asylansøger, er ens anmodning om asyl i Danmark endnu ikke godkendt, og man er derfor ikke berettiget til at modtage integrationsfremmende ydelser.

Meget var (og er) Peter Duetoft og jeg uenige om politisk, vi har dog begge en brændende passion for demokratiet, dets udvikling og dets fremme. Vi var derfor også enige om, at vores sparsomme fritid nok ikke var helt skidt brugt ved at lave et ”Demokratisk oplysningsforløb” for denne gruppe. 

Blev deres ansøgning om asyl imødekommet, ville de allerede have tilegnet sig indblik i det danske samfund. 

Ville deres ansøgning blive afvist, kunne de tage den viden de havde fået med hjem og forhåbentligt være med til at udbrede en større og bedre demokratiforståelse i såvel Syrien som Eritrea.

Men hvad kendetegner egentligt det danske samfund og det at være dansk?

Peter og jeg er som sagt begge demokratifortalere, men demokratiet findes jo i mange lande. Hvad er den særligt danske vinkel? Vi blev hurtigt enige om, at ”Foreningsmennesket” er et grundlæggende kendetegn på det at være dansk.

Dels har vi vores Grundlovssikrede ret til forene og samle os, og dels så er vi vist verdensmestre i at stifte foreninger. 1800-tallet kaldes ofte foreningstiden, og det er i dag svært at sætte mere end to mennesker med en fælles interesse sammen før de pludselig har dannet en forening.

Med foreningerne kommer medlemsdemokratiet, og med foreningerne kommer den demokratiske dannelse, jeg vil påstå, er typisk dansk.

Her finder vi frisindet i accepten af andres synspunkter. Vi finder forståelsen for storsindet i form af mindretalsbeskyttelsen. Hvem gider være en del af en forening, hvor flertallet blot tryner en?

Her finder vi ligestilling på tværs af køn, religion og seksuel overbevisning. Og her finder vi frivilligheden – det at vi gør noget for os selv og andre, uden nødvendigvis, at få noget til gengæld.

Alt sammen noget vi bryster os af, når vi fremhæver det at være dansk.

Foreningslivet endte netop også med at være én af 10 værdier i Danmarks Kanonen, Bertel Haarder som Kulturminister stod i spidsen for at søsætte i 2016.

…og som en lille krølle på halen, så endte vores lille fælles ”Integrationsprojekt” eller ”Demokratiske oplysningsforløb” med at vinde Højskolernes pris i 2016 med et par rosende ord fra netop Kulturministeren.

Hvorvidt du som jeg elsker flæskesteg, frikadeller og rugbrød, må du helt selv om. For mig handler det at være dansk om, hvad vi kan forenes om som folk, fremfor hvad der kan splitte os.

”Hvornår er man dansk?” Det er man, når man er et foreningsmenneske.

Glædelig Grundlovsdag! 🇩🇰

Venlige hilsner

Michael

Juleevangeliet (på Vendelbomål)

Jeg havde fornyligt en snak med en god ven, om noget der ligger vores begges hjerter nært; Vendelbomål.

Det bruger vi ofte når vi er sammen, men ellers sjældent. Han er derfor begyndt at læse godnathistorie højt for sin søn; oversat til Vendelbomål.

Hvis ikke vi selv husker at bruge det, så risikerer vi nemlig, at det går i glemmebogen. 

Hvad kunne derfor være mere naturligt end:

Juleevangeliet fra min farfars gamle bibel. Læst højt på Vendelbomål. ❤️

Glædelig Jul! 🎄

Venlige hilsner

Michael

TAK til:

  • Lukas for at have skrevet den oprindelige tekst
  • Jens Varmløse for raiti jøwt indspillet baggrundsmusik
  • Maria for ikke at ville skilles trods hun tvinges til at optage og redigere sådan noget som dette. 😂

PS.: Beklager diverse fejl. Øvelse gør mester. 😜

Støttekoncert for Hospitalsklovnene

I sommers skrev min søde veninde, Fie Louise, til mig om ikke jeg kunne tænke mig at holde en lille tale til en koncert hun var ved at arrangere; nærmere bestemt en Julekoncert til støtte for De Danske Hospitalsklovne.

Det ville jeg naturligvis gerne! 👍

Alt det der Corona har bare ikke gjort det nemt for os at få lov til at afvikle. Første koncert blev udskudt, og så måtte vi pludselig ikke samles mere end 50 mennesker (og Fie Louise havde allerede solgt mere end 50 billetter)…

…men så holdt vi da bare to koncerter lige i rap af hinanden! 😃

Det blev en fantastisk eftermiddag (gange to)! 🙏

Talen kan læses nedenfor.

/Michael


Hvis nogen for et år siden havde sagt til os, at vores fredag aftenener disse tider ville blive brugt hjemme foran fjernsynet, hvor en vel lidt kejtet fyr spillede op til fællessang – og at dette ville have næsten lige så stor opbakning som selveste ”Vild med Dans” – så tror jeg de fleste af os havde rystet lidt på hovedet.

Sådan kan hverdagen pludselig forandre sig. Af årsager vi ikke selv er herre over, kan tiden pludselig blive væsentligt anderledes end forudset.

Jeg tror, at vi alle kender historien om det unge par, Maria og Josef, der pludselig måtte forlade deres hjem. Maria og Josef der pludselig fik revet hverdagen op. Historien mindes vi om hvert år, når Juleevangeliet læses højt.

I dag er vi også samlet for at rette fokus på de familier, der pludselig har fået deres hverdag revet op. Familier, der pludselig har måttet forlade deres trygge hjem, og for en stund affinde sig med en besværlig tid på fremmed grund.

Dengang for godt totusinde år siden endte familien med deres nyfødte barn i en stald. Der er heldigvis lidt bedre plads på nutidens hospitaler. Det at havne væk fra hjemmets trygge rammer, er dog stadig en tid, der – især for børnene – kan føles fortvivlende.

I Matthæusevangeliet hører vi om, hvordan tre vise mænd fra Østerland bringer parret og ikke mindst barnet gaver. Der er i svære tider altid brug for opmuntring. Dengang som nu.

Dengang kom opmuntringen i form af guld, røgelse og myrra; men måske vigtigst af alt, så kom de tre vise mænd med smil og med glæde. Oftest er det ikke de materielle goder, der i svære tider er de vigtigste, ofte er det følelsen af, at vi er der for hinanden – og at andre tænker på os.

Det giver os håb, og der hvor fremtiden kan virke usikker, giver det os en tro på, at vi har gode tider i vente.

Af den samme grund er vi samlet her i dag. Vi er samlet her for støtte op om håb og tro på fremtiden.

Det er nemlig nøjagtigt samme gaver, hospitalsklovnene bringer familierne og ikke mindst børnene i dag. Ikke guld, røgelse og myrra; men smil og glæde; håb og tro.

Det betyder meget, at så mange af jer har valgt at bruge en del af jeres søndag på at bakke om Hospitalsklovnenes arbejde. Og vi er mange, der er meget taknemmelige for de flotte bidrag, der er ydet hertil.

Om lidt vil Fie synge lidt flere dejlige sange for os alle sammen. Hvorvidt Jens der akkompagnerer i dag også kan beskrives som en vel lidt kejtet fyr, det vil jeg undlade at udtale mig om.

Vi er samlet her i dag for at samles om netop håbet og troen.

Tusind tak for jeres opbakning, tusind tak for jeres håb og tro, og tusind tak for ordet!

Fyraftensøl efter opstillingsmøde…

Brillerne har jeg stadig svært ved at vænne mig til – mundbindet ligeså… En (velfortjent) fyraftensøl derimod. 😉

Min tale til aftenens opstillingsmøde kan du læse nedenfor.

Det gik heldigvis godt med at holde den, og jeg fik en samlet opbakning som kandidat for Venstre til næste års kommunalvalg. Det er jeg både stolt af og taknemmelig for.

Talen handlede om tillid…

Vh. Michael

Tale til opstillingsmøde

Kære medlemmer af Venstre i Hjørring by, kære liberale venner.

Jeg hedder Michael Vajhøj. Jeg bor her i Hjørring sammen med min hustru Maria og vores bette hund Max. Til dagligt arbejder jeg som bankrådgiver i Jyske Bank – om det tæller som “et rigtigt arbejde” for en politiker ved jeg ikke, men det har da givet brød på bordet i små 20 år.

I aften kunne jeg holde en lang ideologisk tale om hvor stort et liberalt fyrtårn jeg selv tror jeg er. Eller jeg kunne tale om, hvor godt et menneske jeg tror jeg er, og hvor meget jeg gerne vil gøre for naturen og for andre mennesker…

Men jeg vil hellere tale om noget andet.

Jeg er nemlig ikke så klog, at jeg ved hvad der er bedst for alle andre. Nogle vil måske endda kalde mig lidt smådum og blåøjet, men jeg er altså så naiv, at jeg tror på, at det enkelte menneske godt selv kan træffe beslutninger.

Jeg tror på, at vi som mennesker gerne selv vil passe godt på alt det vi holder af. At vi gerne selv vil tage ansvar.

Det skal vi turde lade folk gøre. Vi skal turde have tillid til det enkelte menneske, og tro på at de godt selv kan og vil. Igennem mange år har vi desværre bare indrettet et samfund, der viser alt andet end tillid.

Om det er overfor den udsatte borger, som vi putter ind i en kasse og tilknytter 7-8 mentorer, i stedet for at give ham den accept og forståelse han mest af alt har brug for. Det er ikke nemt at være udsat borger i et samfund uden tillid.

Om det er folkeskolelæreren, der gerne vil gøre en ekstra indsats for at løfte den enkelte elev, men som tvinges til at give alle den samme undervisning uanset deres behov. Det er ikke nemt at være offentligt ansat – i et samfund uden tillid.

Eller om det er iværksætteren der skaber arbejdspladser, og er med til at finansiere den kernevelfærd, som vi alle sammen holder så meget af, men bliver udstillet som et dårligt menneske alene fordi hans hårde arbejde har gjort ham lidt mere velhavende end mange andre. Det er ikke nemt at være hårdtarbejdende iværksætter – i et samfund uden tillid.

Når der kommer ny lovgivning fra EU, så smider Folketinget lige et ekstra lag ovenpå, for borgerne kan jo ikke finde ud af at gøre det rigtigt ude i den virkelige verden…


Når der kommer ny lovgivning fra Folketinget, så smider vi i kommunerne lige et ekstra lag ovenpå, for os borgere kan jo ikke finde ud af at gøre det rigtigt ude i den virkelige verden…

Det er ikke nemt at være borger ude i den virkelige verden – i et samfund uden tillid.

Det er netop tilliden til andre mennesker, der er med til, at jeg kalder mig selv liberal – og det er for at kæmpe for meget mere tillid, at jeg i aften ønsker at stille mig til rådighed som kandidat til det kommende kommunalvalg.

Tillid til forældrenes frie valg…

Tillid til de offentligt ansattes metodefrihed…

Tillid til de erhvervsdrivendes planer for at udvikle vores arbejdspladser…

Tillid til vores medborgere…

Jeg håber, at I vil vise mig den tillid. Tak for ordet!