Kategori: taler

Godaften alle sammen. Ikke mindst jer; der har taget jeres mor og far med i dag.

Hvor har jeg glædet mig til i dag. Jeg har ikke taget min mor og far med, men jeg har Johannes med, og han har sin mor og far med – det er nemlig mig, der er hans far. Det påstår hans mor i hvert fald.

I dag fejrer vi det, der hedder Sankt Hans. Dagen er opkaldt efter en der hed Johannes, fordi det er hans fødselsdag – og det bedste ved dagen i dag er, at der nu kun er 6 måneder til, at hans fætter Jesus har fødselsdag. Om et halvt år er det nemlig juleaften. Den glæder jeg mig til hvert år, og når vi kommer til Sankt Hans, så har vi glædet os og ventet halvdelen af tiden på det sker igen.

Når der er Sankt Hans så tænder en af de voksne et stort bål. Enten nede på stranden, eller som her ude i haven. Bål er mega hyggelige! Hvis man fryser lidt, så kan man få varmen, og hvis man er heldig, så kan man også varme skumfiduser og snobrød ved sådan et bål.

Men der er også noget, der er lidt uhyggeligt ved sådan et bål. For hvert år til Sankt Hans så putter man enten en trold eller en heks op på bålet og brænder den. Det er lidt uhyggeligt.

Men det er altså bare noget vi leger, så der er ingen der bliver brændt rigtigt på bålet.

I gamle dage var det rigtige hekse og trolde, som de voksne puttede på bålet – for de var nemlig bange for dem. I dag findes der ikke hverken trolde eller hekse. Men engang imellem, så kan vi godt opføre os lidt som om, at der bor en trold eller heks inde i os selv.

Det er dem der får os til at drille andre, og det er dem der får os til at opføre dårligt, så vi får skæld ud af vores mor og far… Og engang imellem også vores lærer ovre i skolen.

Men ved I hvad? Mor og far, de har også engang imellem en heks eller trold inde i dem selv. Og den får også dem til at gøre dumme ting.

De gør det heller ikke med altid vilje, så når det sker, så prøver de på at sige ”Hov hov, kan du så lade være med, at få mig til at gøre dumme ting!”

Det er bare engang imellem svært. Men jo mere vi øver os, jo bedre bliver vi til at lade være med at gøre dumme ting.

Jeres mor og far øver sig også. Hver lørdag formiddag sidder der måske også en del af dem og lytter til radioen, hvor der sidder andre voksne mennesker og snakker om de trolde og hekse, som engang imellem godt kan få os til at gøre dumme ting.

Inde i radioen kalder de dem ikke for hekse og trolde, der kalder de dem tit bare for ”Preben” – og når mor og far hver lørdag lytter til en pige der hedder Sara snakke med nogle andre voksne, der kalder sig Monopolet, så er det faktisk trolde og hekse, de snakker om – også når de snakker om ”Preben”.

For sådan nogle trolde og hekse, dem kan man nemt blive bange for. Men det skal I ikke være. For de findes ikke rigtigt. De kan bare engang imellem godt få os til at sige og gøre dumme ting.

Men hvis det sker, så findes der et magisk ord, som kan få dem alle sammen til at forsvinde. Man behøver nemlig ikke tænde et bål. Man kan bare sige det magiske ord; ”Undskyld”. Så forsvinder de.

Hvis man er kommet til at drille en af de andre i skolen, og han eller hun er blevet kede af det – så bliver man gode venner igen, hvis man siger undskyld.

Hvis man er kommet til at tage noget, som tilhører en anden. Så skal man bare levere det tilbage og sige undskyld.

Det prøver mor og far også på at huske på at gøre. Engang imellem så glemmer de det, men hvis far har fået mor til at være ked af det, så skal I bare minde far om, at det bliver godt igen, hvis han siger undskyld – det gælder også, hvis det er mor, der har gjort far ked af det. Så skal hun bare sige undskyld.

Eller hvis mor og far engang imellem kommer til at gøre andre kede af det inde på Facebook eller på Aula. Hvis man siger undskyld, så jager man troldene og heksene væk.

Så I behøver ikke være bange for hekse og trolde. Så længe I husker på det magiske ord; ”undskyld”, så kan I altid få dem til at forsvinde.

Nu skal vi over og varme os ved bålet. Og når vi synger midsommervisen, så slutter vi af med at synge ordene:

”Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!”

Når vi siger undskyld, så bliver vores hjerter nemlig varme – og alt det kolde forsvinder.

Tusind tak fordi jeg måtte komme og holde båltale for jer alle sammen.

Tusind tak for ordet.

Ingen Sankt Hans uden bål og båltale – heldigvis!

Tusind tak til Skolekredsen og Spejderne i Astrup for endnu engang at skabe rammerne om en fantastisk Sankt Hans. 😃

Årets tale kan læses herunder.

Venlige hilsner

Michael

---

Godaften alle sammen. Først og fremmest: Tusind tak for invitationen til i aften. Hvor er det skønt, at vi igen må samles om noget, der ikke kun foregår hjemme foran fjernsynet. For uanset hvor meget mange af os end har nydt det forgangne år når Philip Faber tonede frem på skærmen, eller nyder det disse dage, når der er foldbold, så er det intet mod at mødes fysisk; at være sammen om noget ansigt til ansigt.

Nogle af os tror på hekse. Nogle af os tror på historierne om Johannes Døberen, som aftenen i aften har navn efter. Nogle af os er fuldstændigt ligeglade med hvorfor vi mødes; bare vi mødes og er fælles om noget.

I aften samles vi omkring bålet. Ild har altid haft en dragende effekt på os mennesker. Og traditionen med at samles til bål her ved midsommertid ligger da også utallige generationer tilbage.

Jeg kan huske Sankt Hans aften fra da jeg selv var barn. Vi var med familien altid samlet i Fjelsted ikke langt her fra, i en del af skoven der altid bare blev kaldt Amerika. Det var en herlig tid. De gamle og gråhårede grillede, og os børn vi spillede rundbold. Og når bålet var blevet tændt, så var der snobrød til alle.

Siden da er der sket meget. Nogle af os er vist blevet en smule ældre. Ja, os der dengang var børn, er nu blevet en del af de gamle og gråhårede. Især hvis man spørger dem, der i dag er børn.

Men vi samledes om bålet, og heksen blev brændt af og sendt afsted mod Bloksbjerg.

Sådan overdragede vores forældre deres traditioner til os, ligesom vi overdrager dem til næste generation. På visse punkter er det dejligt, at børn er så lærenemme. Det os voksne gør, sætter sig nemt i dem. Både bevist og ubevidst.

Vores gode vaner og dyder giver vi videre – ligesom vi nemt kommer til at give vores skavanker og dårlige vaner videre.

Det der med at brænde rigtige hekse og trolde af på bålet, det ligger heldigvis forud for vores tid. Det er heldigvis ikke alt, der hænger ved fra generation til generation. Der var vist nogle, der tilbage i 1600-tallet stoppede op og tænkte; det der med at brænde hekse på et bål, det er da vist ikke den allermest smarte ting at gøre.

Mon vi selv engang imellem husker at stoppe op og tænker over, om den adfærd vi har, er noget vi gerne vil give videre til andre?

Et sted det nok ikke ville være så dumt lige at trække vejret engang imellem er på de sociale medier som for eksempel Facebook. I overført betydning kan det engang imellem nemt føles som om, at vi stadig udpeger hinanden som hekse og troldmænd og brænder hinanden på bålet – i hvert fald med glødende ord og gloser.

Jeg skal gerne indrømme, at der da også kan ryge en finke af panden hos mig selv.

Når man engagerer sig i en sag, så glemmer man tit at huske på, at der også skal være plads til andre.

Plads til andres holdninger og andres meninger.

Plads til både at være enige og til at være uenige.

Ja, det betyder jo så også, at der skal være plads til både blå og røde politikere, eller hvilken farve sådan nogle som os nu går og stempler os selv med.

Nu ér det jo valgår, men jeg vil forsøge at passe på med at udråbe den ene side som de gode og den anden som de knap så gode – i stedet vil jeg bare holde fast i, at det er skønt, at vi lever i en del af verden, hvor der er plads til begge dele.

Plads til at have forskellige meninger om, hvordan vi giver den bedste verden videre til vores børn.

For i de fleste udfordringer her i livet, er der nu engang argumenter for både den ene og den anden løsning – og hånden på hjertet; der ér ikke nogen af os, der er så kloge, at vi har det rigtige svar på alt.

Så det gør nok ikke noget, at stoppe op engang imellem.

Det gør nok ikke noget, hvis vi engang imellem stopper op og forsøger at være tavse. Uanset hvor svært det end måtte være, så engang imellem holde vores mund, så vi bedre kan høre dem, der fortjener at blive hørt. Det er trods alt ikke altid dem, der råber højst.

Det gør nok heller ikke noget, hvis vi forsøger at være forsigtige med at dømme andre. Jeg tror, vi alle har prøvet at have en lidt dårlig start på dagen, og derfor måske er lidt mere nærtagende end andre dage. Sådan har andre det også, så hvis nogen siger eller gør noget, som du ikke er helt enig i, så er det ikke nødvendigvis en personlig fornærmelse rettet mod dig. Det er blot udtryk for, at de ligesom dig og mig er mennesker.

Det gør nok ikke noget, hvis vi forsøger at være lidt mådeholdne her i livet. Der er nok til pølser os alle, og det bliver altså lidt sjovere, hvis vi husker at være fælles om dem.

Og det gør nok ikke noget, hvis vi engang imellem husker på historien om den barmhjertige samaritaner. At vi forsøger at række ud til dem i nød, og forsøger at rette op på uret.

Uanset om vi tror på hekse og trolde. Uanset om vi tror på historierne om Johannes Døberen og hans fætter Jesus, så lad os tro på det gode i hinanden – og lad os forsøge at frembringe det i hinanden, så det er dét vi givere videre fra generation til generation.

Hver især har vi nemlig evnen til at få hinanden til at smile. Lad os om lidt mødes i et kæmpe smil, når vi sammen skal synge Holger Drachmanns smukke Midsommervise.

Og lad os se, om ikke vi kan brøle næsten ligeså højt, som når Mæhle scorer mod Rusland.

Tusind tak fordi jeg måtte komme i aften. Tusind tak til jer ildsjæle der endnu engang har knoklet for at skabe rammerne om en fantastisk Sankt Hans. Og tusind tak for ordet.