Støttekoncert for Hospitalsklovnene

I sommers skrev min søde veninde, Fie Louise, til mig om ikke jeg kunne tænke mig at holde en lille tale til en koncert hun var ved at arrangere; nærmere bestemt en Julekoncert til støtte for De Danske Hospitalsklovne.

Det ville jeg naturligvis gerne! 👍

Alt det der Corona har bare ikke gjort det nemt for os at få lov til at afvikle. Første koncert blev udskudt, og så måtte vi pludselig ikke samles mere end 50 mennesker (og Fie Louise havde allerede solgt mere end 50 billetter)…

…men så holdt vi da bare to koncerter lige i rap af hinanden! 😃

Det blev en fantastisk eftermiddag (gange to)! 🙏

Talen kan læses nedenfor.

/Michael


Hvis nogen for et år siden havde sagt til os, at vores fredag aftenener disse tider ville blive brugt hjemme foran fjernsynet, hvor en vel lidt kejtet fyr spillede op til fællessang – og at dette ville have næsten lige så stor opbakning som selveste ”Vild med Dans” – så tror jeg de fleste af os havde rystet lidt på hovedet.

Sådan kan hverdagen pludselig forandre sig. Af årsager vi ikke selv er herre over, kan tiden pludselig blive væsentligt anderledes end forudset.

Jeg tror, at vi alle kender historien om det unge par, Maria og Josef, der pludselig måtte forlade deres hjem. Maria og Josef der pludselig fik revet hverdagen op. Historien mindes vi om hvert år, når Juleevangeliet læses højt.

I dag er vi også samlet for at rette fokus på de familier, der pludselig har fået deres hverdag revet op. Familier, der pludselig har måttet forlade deres trygge hjem, og for en stund affinde sig med en besværlig tid på fremmed grund.

Dengang for godt totusinde år siden endte familien med deres nyfødte barn i en stald. Der er heldigvis lidt bedre plads på nutidens hospitaler. Det at havne væk fra hjemmets trygge rammer, er dog stadig en tid, der – især for børnene – kan føles fortvivlende.

I Matthæusevangeliet hører vi om, hvordan tre vise mænd fra Østerland bringer parret og ikke mindst barnet gaver. Der er i svære tider altid brug for opmuntring. Dengang som nu.

Dengang kom opmuntringen i form af guld, røgelse og myrra; men måske vigtigst af alt, så kom de tre vise mænd med smil og med glæde. Oftest er det ikke de materielle goder, der i svære tider er de vigtigste, ofte er det følelsen af, at vi er der for hinanden – og at andre tænker på os.

Det giver os håb, og der hvor fremtiden kan virke usikker, giver det os en tro på, at vi har gode tider i vente.

Af den samme grund er vi samlet her i dag. Vi er samlet her for støtte op om håb og tro på fremtiden.

Det er nemlig nøjagtigt samme gaver, hospitalsklovnene bringer familierne og ikke mindst børnene i dag. Ikke guld, røgelse og myrra; men smil og glæde; håb og tro.

Det betyder meget, at så mange af jer har valgt at bruge en del af jeres søndag på at bakke om Hospitalsklovnenes arbejde. Og vi er mange, der er meget taknemmelige for de flotte bidrag, der er ydet hertil.

Om lidt vil Fie synge lidt flere dejlige sange for os alle sammen. Hvorvidt Jens der akkompagnerer i dag også kan beskrives som en vel lidt kejtet fyr, det vil jeg undlade at udtale mig om.

Vi er samlet her i dag for at samles om netop håbet og troen.

Tusind tak for jeres opbakning, tusind tak for jeres håb og tro, og tusind tak for ordet!