Grundlovstale 2018

Tusind tak for invitationen til at komme her i dag. Én ting er, at få lov til at holde en tale, noget meget større er, at få lov til at holde en tale om noget af det jeg holder meget af, et sted som jeg holder meget af; nemlig om demokratiet og her i Tversted.

Jeg har en regel derhjemme, om at søndag skal jeg altid holde fri. Eller jeg skal i hvert fald prøve på det. Så Maria og jeg plejer at tage vores lille hund, Max, med en tur herud.

Ofte til en gåtur ude ved skovsøerne, ud til Stokmøllen og ned på stranden. Vi nyder det hver gang – og det er en ny oplevelse hver gang.

For ikke så mange år siden stod hele området øst for os i brand, stranden den ændrer sig hvert år, og hver gang man går en tur på enten stranden eller ude i plantagen, så ser man noget nyt.

Det er nu rart at gå der hånd i hånd!

Men nu skal i dag jo ikke handle om parforhold – og så alligevel. For parforholdet er en god parallel til demokratiet. Og de har faktisk en hel del tilfælles. Begge ting er for eksempel bedst, hvis vi husker at snakke sammen. Også selvom vi engang imellem ikke er helt enige.

I dag fejrer vi demokratiets festdag…

Grundlovsdag er en festdag, hvor vi naturligvis bør minde hinanden om vores demokratis styrker – men også turde snakke om demokratiets udfordringer.

Det er Grundloven, der sikrer os retten til at danne foreninger; foreninger som blandt andet Tversted Bjærgelaug, og Borger- og Turistforeningen. Det er Grundloven, der sikrer os retten til at eje vores egen bolig, bil eller sågar bare vores egen tandbørste. Og det er Grundloven, der sikrer os retten til, at sige hvad vi vil. Den sikrer os ytringsfrihed.

Grundloven sikrer mig derved retten til at kalde både min kæreste Maria og alle andre for kæmpeidioter. Men det betyder jo ikke, at det er noget jeg bør gøre.

Så jo, nok er Grundlovsdag den dag, hvor vi bør fejre, de frihedsrettigheder som Grundloven giver os, men samtidig er det den dag, hvor vi bør minde hinanden om de dyder, som friheden altid bør gå hånd i hånd med. Ligesom når vi går en tur herude.

Engang om måneden har jeg fornøjelsen af at tilbringe lidt tid på Christiansborg. Hver gang jeg er derovre, har jeg lige en lille ting, jeg gerne vil – altså udover det praktiske gøremål, som er grunden til, at jeg er der. Jeg skal lige op forbi Grundloven. Den ligger inde på Christiansborg, i det der hedder Vandrehallen.

Men grunden til, at jeg gerne vil der op, er ikke for at læse i Grundloven, men for lige at blive mindet om dét, som Grundlovens ord og frihedsrettigheder altid bør gå hånd i hånd med; nemlig de fire ord, som står skrevet på væggene ved siden af Grundloven. De fire dyder der altid bør følge os i demokratiet – og i vores liv med hinanden.

FRISIND, STORSIND, RETSIND og LOVSIND

LOVSIND handler om, at selvom vi er uenige i loven, så skal loven overholdes. I hvert fald indtil vi eventuelt måtte have gjort os held med at ændre den. Jeg hører for eksempel til dem, der ikke bryder mig om, at skulle tvinges til at betale for at se DR’s genudsendelser. Men bare fordi jeg synes, det er trælst, så giver det mig ikke retten til at bryde loven og undlade at betale. Lov er lov, og lov skal holdes. Det gælder også derhjemme. De ting vi lover hinanden, dem skal vi også holde.

RETSIND er en påmindelse om altid at søge retfærdighed. At jeg har retten til noget, er ikke nødvendigvis det samme som, at det ville være retfærdig at gøre det. Så er vi tilbage til det der med, at jeg har retten til at kalde alle andre for idioter, men jo nok ikke bør gøre det. Det er også en påmindelse om ikke at dømme andre, før de rent faktisk er bevist skyldige, og om ikke at hovere. Også selvom det kan være svært.

STORSIND er at have øje for andre end sig selv, og huske at tænke på deres behov. Det er I faktisk rigtigt gode til herude i Tversted, og i beviser det igen i dag, hvor Bjærgelauget er samlingspunkt. I stedet for at kræve af andre, giver I. Ingen kræver jeres hårde arbejde af jer, men I leverer det gang på gang.

FRISIND handler om at give rum til andres holdninger. At acceptere at andre har retten til at mene noget andet, end det vi selv mener. Det oplever vi desværre en mangel på disse tider – og for at finde eksempler på det, skal vi bare åbne avisen, fjernsynet, eller de der såkaldt sociale medier, som Facebook og Twitter.

Aldrig før har så mange været optaget af at være så meget imod så mange andre – med alt hvad det indebærer af skældsord og trusler. Den konstante italesættelse af dagsordenen om ”dem og os”, hjælper medierne godt på vej, og konsekvent skal den ene eller anden part udstilles, alene af den årsag, at vedkommende bare har en anden holdning end en selv.

Det er en skam!

Tænk sig hvis vi turde tale sammen med hinanden…

Ikke til hinanden, og ikke om hinanden, men med hinanden. Ligesom derhjemme når vi er uenige. For verden er jo ikke sort/hvid, og selvom mange af os gerne vil give udtryk for det modsatte, så har ingen af os de rigtige svar på alting her i livet.

Og ofte er det jo i nuancerne, at vi kan finde løsningerne, på de udfordringer vi står overfor.

Derfor nyder jeg at gå en tur op forbi Grundloven, hver gang jeg får muligheden for det. Ikke for at læse den, men for at minde mig selv om, at den frihed Grundloven sikrer mig; friheden til at leve mit liv, som jeg gerne selv vil, intet er værd, hvis ikke jeg husker de fire ”uskrevne regler”; dyderne;

Frisind, storsind, retsind og lovsind.

Nu er der jo ingen, der er perfekte. Det indrømmer jeg også gerne selv, at jeg ikke er. For engang imellem kommer jeg da til at tænke eller udtrykke; ”din store idiot”. Naturligvis ikke om hende derhjemme, vil jeg lige sige. Men ja, engang imellem træder jeg også ved siden af dér.

Men heldigvis kan vi alle sammen gøre et forsøg på at blive bedre.

Bedre til at tale sammen om de udfordringer vi har, og bedre til at give plads til hinandens uenigheder.

For mig er det dét, Grundlovsdag handler om. Om at nyde vores liv sammen, og om at tale sammen om det liv vi lever sammen – om at nyde vores Grundlovssikrede frihedsrettigheder, og ikke mindst de der uskrevne spilleregler; dyderne, som friheden altid bør gå hånd i hånd med.

Uanset om det er derhjemme eller i demokratiet, så får vores liv sammen først sin glans, når vi husker at opføre os ordenligt overfor hinanden.

Selvom ingen kræver det af os, kan vi godt gøre forsøget alligevel.

Lad os blive lidt bedre til det der med at tage tingene hånd i hånd – ikke kun om søndagen.

Nu har jeg talt nok til jer, nu skal vi altså til at tale sammen. Tak for ordet!

/Michael

PS.: Når man er i Tversted for at holde tale, så skal dagen naturligvis rundes af med en stor gufis fra Det Blå Ishus samen med Maria og mor. 😉